23948sdkhjf

Chauffør kan ikke få besked i tyrkisk retssag

Hverken vognmand Jens Andersen, Mors, eller hans chauffør har hørt, hvilken afgørelse Retten i Istanbul kom til 21. november, da den behandlede sagen om dødsulykken, som skete i juli måned.

Ifølge vognmand Jens Andersen, Mors, ville Retten i Tyrkiet 21. november træffe den endelige afgørelse i sagen, hvor en af hans chauffører var involveret i en ulykke i nærheden af Istanbul. Uheldet kostede en tyrkisk chauffør livet, og desuden blev en politibetjent kvæstet.

”Jeg har ikke hørt en lyd, og det kan jeg ikke forstå,” siger vognmanden.

Jens Andersen påpeger, at han efter de tidligere afholdte retsmøder har fået en tilbagemelding. Denne gang har han ikke hørt, hvad afgørelsen blev. Og chaufføren, som sad bag rattet ved uheldet, er heller ikke informeret om udfaldet i Retten.

Kom til ulejlighed

Lastbil Magasinet ringede til Udenrigsministeriet. Efter et par omstillinger til konsularkontoret fik vi Marianne Arntsen i røret. På godt dansk – og lettere omskrevet - meddelte hun, at den slags ting ikke rager pressen.

”Vi går kun til den person, som er involveret i ulykken,” siger Marianne Arntsen.

Samtidig affærdigede hun spørgsmålet, om det så heller ikke kom vognmanden ved, fordi han gerne vil vide, hvad hans forsikring eventuelt skal punge ud med.

Underlig behandling

”Når Marianne Arntsen ikke mener, det her kommer hverken dig eller mig ved, men kun chaufføren, så kan jeg ikke forstå, at udenrigstjenesten ikke har kontaktet ham, for han har nemlig heller ikke hørt noget til Rettens afgørelse. Nu vil jeg tage kontakt til Udenrigsministeriet i dag, for nu vil jeg vide, hvad det her ender med,” påpeger Jens Andersen.

Uheldet i Tyrkiet skete 21. juli i år, hvor den danske chauffør kørte op bag i en mindre lastbil, som holdt halvt ude på motorvejen. Den tyrkiske chauffør og en politibetjent stod foran bilen, da den blev påkørt. Ved ulykken blev den mindre lastbil presset op i de to personer.

Det var først, da den tyrkiske statsborger døde natten til den 22. juli, at Jens Andersens chauffør blev fængslet.

Efter godt en måned bag lås og slå fik han lov til at rejse hjem, blandt andet på grund af dårligt helbred. Den 58-årige danske chauffør har pacemaker, og af helbredsmæssige årsager var han derfor heller ikke i stand til at rejse til Tyrkiet og deltage i retsmødet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094