Mindre firmakørsel
Stadig flere virksomheder lægger kørslen ud til vognmænd, viser tal fra Danmarks Statistik.
For fem år siden blev en fjerdedel af alt transportarbejde i Danmark udført med firmabiler. I 2000 var tallet faldet til 19 procent, mens 81 procent blev udført af vognmandsbiler.
Det viser tal fra Danmarks Statistik over transportarbejdet i Danmark. Tallene vedrører national transport. Når det drejer sig om international transport, er billedet endnu mere tydeligt, idet det så kun er én procent af transportarbejdet, der udføres af firmabiler.
Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at vognmandsbilerne udnyttes væsentligt mere end firmabilerne. Som nævnt står vognmandsbiler for 81 procent af det nationale transportarbejde, men det er kun 60 procent af den samlede vognpark over 6 ton, der er vognmandsbiler.