Ridderkors til transportmand
ITD's adm. direktør Jens Iwer Petersen er blevet tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen.
Jens Iwer Petersen kunne i foråret fejre 25 års jubilæum i ITD/FDE, hvor han har været adm. direktør siden 1982.
Da Jens Iwer Petersen som nyuddannet cand.merc. fra Handelshøjskolen i København i 1976 blev ansat hos det daværende FDE, der dengang lå i Kruså, var han én af blot fire medarbejdere.
I dag har ITD-koncernen, som Jens Iwer Petersen står i spidsen for, 90 medarbejdere. Heraf arbejder hovedparten i den kommercielle afdeling, der stadig hedder FDE, mens resten er ansat i organisationen ITD, som er en specialafdeling under Dansk Transport og Logistik.