23948sdkhjf

Så slutter festen hos Simonsen

Der er indgivet konkursbegæring mod Simonsen Transport A/S, Holstebro, og om kort tid starter en straffesagen mod to medarbejdere fra firmaet.

I december blev lyset slukket hos et omstridt vognmandsfirma fra Holstebro.

Det skete, da der 11. december blev indgivet konkursbegæring mod Simonsen Transport A/S, Vølundvej 69, Holstebro til Skifteretten samme sted.

Bag begæringen står blandt andet Chaufførernes Fagforening, Holstebro, som har forsøgt at hente tilgodehavender hjem hos vognmanden på vegne af et par medlemmer.

Formanden for afdelingen, Jørgen Overgaard fortæller, at der er flere tidligere ansatte, som står med krav mod Simonsen-familien.

En forespørgsel hos SiD´s advokatfirma Bjørst, København viser, at det samlede tilgodehavende på landsplan for syv til otte chauffører er på i alt cirka 170.000 kroner. Det var det beløb, der sendte vognmandsfirmaet til tælling.

Straffesag på vej

Det er ikke bare konkursbegæringen, som gør livet svært for Simonsen. Kriminalpolitiet i Holstebro er ved at være færdige med efterforskningen i en større straffesag mod to medarbejdere fra firmaet. Det forventes, at første retsmøde afholdes om kort tid.

Sagen blev indledt i foråret, hvor de to mænd - efter en overnatning i politiets logi - blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.

Det er det lokale Told & Skat, som ikke mener, myndigheden helt har fået, hvad den nu kan tilkomme i forbindelse med vognmandsfirmaets drift.

Ville have tilladelserne retur

Allerede sidste år i juli måned forsøgte Told & Skat at gøre en ende på Simonsen Transport A/S ved at bede Færdselsstyrelsen om at hente firmaets 10 tilladelser hjem på grund af myndighedens tilgodehavende i firmaet.

Det mente styrelsen ikke kunne lade sig gøre og stillede hjemkaldelsen i bero, fordi Simonsen udtog stævning mod Told & Skat. Vognmanden fandt nemlig ikke, at kravet stemte overens med firmaets regnestykke.

Dom i kølvandet på konkurs

Vognmand John Simonsen blev i 1996 erklæret konkurs med det enkeltmandsejede firma John Simonsen Transport med en gæld på nogle millioner kroner.

Den konkurs kostede i november 1999 vognmanden et halvt års betinget fængsel og 160 timers samfundstjeneste, fordi han dagen efter konkursen begik skyldnersvig ved at afhænde kødkroge til en værdi af 307.000 kroner.

I forbindelse med retssagen kom det også frem, at han på et tidspunkt havde afhændet tre leasede trailere til en græker – uden leasingselskabets vidende.

Far godkendt som leder

Knap var John Simonsen Transport i knæ, inden næste firma Bifrost International Transport A/S rejste sig af asken med ID-nummeret 53573 med en ansvarlig leder ved navn John Poulsen. Han forlod firmaet i marts 1999.

Resten af kalenderåret forsøgte chaufførformand Jørgen Overgaard at få Færdselsstyrelsen til at hjemkalde firmaets tilladelser. Dels på grund af at der ikke var nogen ansvarlig leder, og dels fordi der ikke blev indbetalt feriepenge til de ansatte, som loven kræver.

Tingene fik dog lov til at fortsætte, og ved årtusindeskiftet blev John Simonsens far Hans Christian Simonsen så godkendt som ansvarlig leder. Samtidig skiftede firmaet navn til Simonsen Transport A/S, men beholdt dog ID-nummeret fra Bifrost.

Et spørgsmål om kvalifikationer

Øvelsen med at indsætte faderen som ansvarlig leder stillede Jørgen Overgaard også spørgsmål ved over for Færdselsstyrelsen.

Som formanden påpegede, så er Hans Christian Simonsen pensioneret befalingsmand fra hæren, men styrelsen lod fagforeningen vide, at man fra myndighedens side fandt det godtgjort, at John Simonsen både var i besiddelse af vognmandskurset og den fornødne erfaring i vognmandsbranchen.

Det kan vel så på nuværende tidspunkt diskuteres, når der er en konkursbegæring på bordet og en straffesag på vej mod to medarbejdere fra firmaet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094