23948sdkhjf

DTL tager tingene alvorligt

Ordførende direktør Michael Svane finder det bemærkelsesværdigt, at man i I.V.T. tilsyneladende ikke mener, at firmaet skal overholde reglerne.

”I DTL har vi ingen kommentar til, at I.V.T. ikke er medlem hos os. Der er organisationsfrihed her i landet. Men spørgsmålet er også, om Claus Einer Madsen som medlem ville overleve en tur gennem vores etiske regler,” siger Michael Svane.

Forholdene i I.V.T. er dels omtalt på Lastbil Magasinets hjemmeside 10. december og dels i artiklen i dag: "Vognmand føler sig forfulgt", som bl.a. rummer et indlæg i sagen fra Claus Einer Madsen.

Direktøren i DTL forstår heller ikke, at Claus Einer Madsen harcelerer så voldsomt over, at DTL føler sig til grin over for forholdene i I.V.T., som kører uden ansvarlig leder på tredje år, med Færdselsstyrelsens vidende.

”Reglerne er til af hensyn til trafiksikkerheden, så han kan bruge alle de kraftudtryk, han vil. Vi tager det her alvorligt, fordi reglerne i Godskørselsloven skal overholdes. Så det er bemærkelsesværdigt at konstatere, at det ikke er Claus Einer Madsen mening,” mener Michael Svane.

Godskørselslovens bogstav

”Ja, altså ifølge Godskørselslovens bekendtgørelse, så skal der altså være en godkendt ansvarlig leder i en godkendt transportvirksomhed. Han er netop ansvarlig i forhold til, at reglerne på området bliver overholdt, så der er naturligvis også et krav om, at han skal være til stede,” påpeger Michael Svane.

En ansvarlig leder kan ifølge direktøren ganske vist godt sidde med den kasket i flere virksomheder. Kravet er dog, at han ikke bare er ansvarlig leder af navn, men også af gavn.

I.V.T. ansøger pt. Færdselsstyrelsen om at få godkendt Lars Peter Rasmussen som ansvarlig leder. Han opfylder ifølge oplysningerne kravene til hvervet. Alligevel tøver Færdselsstyrelsen.

Generelle vendinger

I artiklen på hjemmesiden den 10. december kom kontorchef Carsten Falk Hansen, Færdselsstyrelsen med nogle generelle udtalelser om, hvor længe ansøgere kan drive vognmandsvirksomhed på midlertidige tilladelser:

”Vi sidder ikke og forlænger dem i årevis. Ifølge lovgrundlaget bortfalder de efter tre måneder. Fristen kan dog forlænges, men så går vi ind og vurderer i den konkrete sag. Du kan da finde eksempler på, at nogle kører ud over de tre måneder, men da Godskørselsloven blev ændret i 1999, kom der en anden praksis end tidligere, hvor ansøgerne kunne skubbe tingene foran sig i lang tid. Nu siger de nye regler, at de midlertidige tilladelser bortfalder efter tre måneder. Det er vi ret restriktive med, men det er en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde,” forklarede Carsten Falk Hansen.

Vil rykke igen

”Over for Færdselsstyrelsen vil vi nu tage sagen op endnu engang. Så må vi se, hvad der kommer ud af det,” siger Michael Svane.

DTL har flere gange påpeget forholdene i I.V.T. over for styrelsen. Om den langsommelige behandling af sagen i Færdselsstyrelsen skyldes, at Claus Einer Madsens navn går igen i forbindelse med nogle konkursramte selskaber, samt det fakta, at han pt. har en personlig konkurssag kørende ved Skifteretten i Nykøbing Sjælland, det er et af de spørgsmål, som må stå ubesvaret.

Færdselsstyrelsen diskuterer ikke konkrete sager, men at netop konkurserne kan indgå i vurderingen, viser en udtalelse, som direktøren for styrelsen Christian Duus kom med i november på et møde i DTL´s Kreds 1: ”Det er klart, at hvis man på forhånd har en dårlig prognose, så får man slet ikke tilladelser.”

Claus Einer Madsen står opført i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens annaler i følgende konkursramte selskaber Saxtorphs Eftf. ApS (lukket 1994 red.) og Odin Transport ApS (lukket 1997 red.). Endelig var han direktør i I.V.T. fra stiftelsen i januar 1997 frem til juni samme år, hvor han gik konkurs med et personligt ejet vognmandsfirma.

Posten i I.V.T. overtog hans kone Laila Madsen.

Voksede sig ihjel

I juni 1997 blev der indgivet konkurs mod Claus Einer Madsen. Han drev da en personligt ejet vognmandsvirksomhed med 23 biler.

”Vi led kapitaldøden, fordi virksomheden voksede for hurtigt. Jeg regner med, at kurator slår stregen i løbet af et lille års tid,” forklarer han.

Han forstår ikke, at han er opført som tidligere medlem af bestyrelsen i Saxtorphs Eftf.

”Det eneste, jeg havde med dem at gøre, var, at de lejede en trækker af mig, som var sat til salg. Sad jeg i bestyrelsen, må det være noget fiktivt, som de har lavet. Det undrer mig godt nok,” siger Claus Einer Madsen.

I dag kan bestyrelsesmedlemmer anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen online. Tidligere skete det altid på en personligt underskreven anmeldelse. I Selskabsstyrelsen siger man, at det kan forekomme, at folk meldes til mod deres vidende, ”men at det er usædvanligt og bestemt ikke noget, der sker ret tit.”

Petitesser

Claus Einer Madsen påpeger, at forseelserne begået i I.V.T., som blev behandlet i Retten i Nykøbing Sjælland i august, kun drejer sig om småting som overtrædelse af køre- hviletiden, manglende tilladelse i bilen og navn på døren.

Helt så ligegyldigt vil Michael Svane ikke betegne forholdene.

”Det står i loven, at tingene skal være i orden. Bestyrelsen i DTL udsendte for nylig et brev til sine medlemmer om, at de skal tjekke, at deres undervognmænd har orden i navn og ID-nummer. Hvis Claus Einer Madsen ikke mener, han kan overholde landets lovgivning, kan jeg stille spørgsmål ved, om han kan drive en vognmandsforretning,” forklarer Michael Svane.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068