Ingen fond for nødstedte chauffører
Det blev klart efter et møde i går i Transportpolitisk Udvalg, hvor der sidder repræsentanter fra såvel arbejdsgivere som arbejdstagere. Her blev forslaget fra »Bagsmækken«, samt eventuelt akut økonomisk hjælp til Ib Hattesens hustru, drøftet som et punkt uden for dagsordenen.
Direktør for ATL (Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik), Poul Juelsbjerg, der er sekretær for udvalget, oplyser, at man i stedet arbejder videre med en forsikringsordning. DTL/ATL er i færd med at undersøge, om syge- og retshjælpsforsikringen kan udvides til også at dække tilfælde, hvor en chauffør forsvinder.
»Vi arbejder videre med en mere generel og fremtidsorienteret ordning,« oplyste Poul Juelsbjerg til Lastbil Magasinet efter mødet.
Med hensyn til at yde økonomisk hjælp her og nu til Ib Hattesens hustru, Marianne Petersen, siger Poul Juelsbjerg:
»Det vil vi afklare direkte med fru Hattesen. Vi tager en drøftelse med hende og finder ud af, om der er behov for hjælp af økonomisk eller anden art,« siger ATL’s direktør og understreger at beslutningerne er truffet i fællesskab mellem ATL’s og SiD’s repræsentanter i Transportpolitisk Udvalg.
»Bagsmækken« er en forening for chaufførkoner.