23948sdkhjf

Polak fik marchordre

En polsk chauffør nåede kun lige at krydse den gamle Padborg grænse i en dansk indregistreret lastbil, inden han blev sat fra bestillingen af Færdselspolitiet og returneret til de tyske myndigheder.

Uheldigvis for den polske lastbilchauffør og hans danske arbejdsgiver var der i sidste uge et massivt opbud af Færdselspoliti ved grænseovergangene i Padborg.

I penge kostede det polakken 1000 kroner i bøde at sidde ulovligt bag rattet, og den sjællandske vognmand får en hilsen på 10.000 kroner for at beskæftige ham.

Desuden kan arbejdsgiveren se frem til at betale 2000 kroner i bøde for hver måned, som det lykkes politiet at bevise, at den østeuropæiske chauffør har været ansat.

Polakken blev stoppet, da han krydsede grænsen på Oksevejen. Udover bøden fik han også et års indrejseforbud til Danmark med i bagagen, inden han blev overgivet til de tyske myndigheder, som sørger for at returnere ham til Polen.

Vognmanden havde også andet end den ulovlige chauffør på samvittigheden. Bilen var nemlig i så dårlig stand, at den på stedet mistede pladerne.

Kontrol i flere dage

Tirsdag morgen i sidste uge indledte ni betjente fra Færdselspolitiet tungvognskontrollen ved Frøslev og Oksevejen, og den sluttede først fredag middag. Da den sorte bog blev lukket, var der i alt noteret 202 forseelser fordelt på 196 rapporter.

Kontrollen fandt sted i dagtimerne undtagen om torsdagen, da mødte politiet frem klokken fire om natten.

»Chaufførerne fik en brat opvågnen, da vi stod der, men det var et velvalgt tidspunkt, for der blev noteret rigtig mange grove overtrædelser af køre-hviletiden,« fortæller vicepolitikommissær Carl Peter Frederiksen, København.

Det var ham, der styrede tropperne i Padborg, og betjentene ved grænseovergangene kom fra flere af Færdselspolitiets afdelinger rundt i landet.

Trætte chauffører

To et halvt døgns kørsel med max. tre timers søvnpauser. Det var en af de mere trætte chauffører, som politiet vinkede ind. Han fik følgeskab til toldpladsen i Padborg af flere andre kolleger, som også blev puttet i seng. Blandt andre to chauffører med næsten ti timers uafbrudt kørsel på skiven.

»Vi stoppede også en chauffør, som kun havde holdt knap tre timers pause inden for det seneste døgn. Han var ved at dø af grin, da han hørte, at det kun koster en bøde på 500 kroner. Han sagde, at havde det været i Tyskland, skulle han af med 1000 D-mark,« fortæller Carl Peter Frederiksen.

Gik efter det farlige

Transporter med farligt gods og ulovligt fyrværkeri. Det var de to ting, som fra starten var prioriteret højt ved kontrollen. Derfor havde betjentene også selskab af kemiker Merete Jacobsen fra Beredskabsstyrelsen og Allan Thomsen fra styrelsens forebyggelseskontor.

De havde dog ikke meget at lave, for der var kun én, som blev noteret for ulovligheder i forbindelse med transport af farligt gods. Alt nytårsskytset blev transporteret på fuldt legal vis.

»Vi kontrollerede 60 biler med farligt gods, men skrev kun én rapport. Vi har drøftet, om det lave antal skyldes, at vi giver for lang snor, men det er ikke vores mening. Til gengæld hører vi fra chaufførerne, at det tyske politis kontrol af farligt gods er meget effektiv. Det samme er kontrollen på de tyske fabrikker. Her bliver bilerne undersøgt, inden de får lov til at forlade området,« forklarer Carl Peter Frederiksen.

Frem og tilbage

»Går den ikke ved Frøslev, så er det måske en idé at prøve ved den gamle grænse – eller omvendt.«

Det må være den tanke, som fik flere tyske chauffører til at forsøge at prøve lykken ved den anden grænseovergang, efter de var blevet afvist ved den første, fordi de enten var for lange eller for høje eller begge dele.

Den gik bare ikke. Chaufførerne blev sendt retur begge steder og fik først lov til at komme ind i Danmark, efter at dimensionerne var rettet ind efter loven.

Det var især mange tyske autotransportere, der havde problemer med at holde målene. Men efter anden returnering var bilerne kortet op, og godset rokeret rundt, så højden ikke oversteg de tilladte fire meter.

Lærte telefonnummeret

Tre gange måtte politiet ringe op til den samme vognmand i Midtjylland og fortælle, at man fra myndighedens side ikke var helt tilfreds med situationen.

I det ene tilfælde manglede tilladelsen. Chaufføren blev sendt på toldstedet, til den var fremskaffet. Firmaet ringede ganske vist lidt senere og forklarede, at den var til stede i bilen. Den lå under køleskabet.

»Men der kommer en sigtelse alligevel. Tilladelsen var ikke til stede, så chaufføren kunne ikke vise den på stregen, da vi stoppede ham,« siger vicepolitikommissæren.

I bil nummer to fra samme firma sad en fransk chauffør. Det var lykkedes ham at passere grænsekontrollen uden pas og papirer i øvrigt. Han forklarede, at de lå hjemme i Frankrig. Han havde simpelthen glemt sin tegnebog. Udover glemsomhed havde franskmanden også et andet problem, som sendte ham til køjs. Køretiden var mere end opbrugt.

Sidste chauffør fra samme firma blev i øvrigt noteret og puttet i seng for samme forseelse.

Lige lovlig smart

Det er tilladt at hente et nyt sættevognchassis ved Bremen og transportere det til Danmark på prøveplader. Men hente tre, hvoraf de to køres, læsset op oveni hinanden på den på prøvepladerne. Det går ikke.

Prøveplader er nemlig ikke beregnet til transport af gods. Sker det alligevel, er det en overtrædelse af registrerings-bekendtgørelsen. Det må en dansk vognmand sande, efter at én af hans biler blev stoppet med ovennævnte kombination ved den gamle Padborg grænse.

Om en anden chauffør trænger til briller, det meldte historien ingenting om, men bilen var udstyret med ti overskydende fjernlys, som han fik besked på at gå hjem og pille af. Det koster både chauffør og vognmand en bøde.

Alt ved det gamle

I løbet af kontroldagene blev der stoppet 588 køretøjer og skrevet 196 rapporter med 202 forseelser.

»Kontrollen ligner fuldstændig de tidligere. Der er ikke de store afvigelser, men der er mange overtrædelser af køre- hviletiden,« fortæller Carl Peter Frederiksen.

Det går i øvrigt mod enden med at afholde lastbilkontrol på området ved Frøslev overgangen. I marts næste år træder Schengen-aftalen i kraft, og EU´s indre grænser forsvinder.

Det betyder, at det asfalterede grænseområde i Frøslev skal fjernes. »Men til den tid må vi jo så rykke længere nordpå,« mener vicepolitikommissæren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047