23948sdkhjf

»DTL forspildte sin sidste chance«

Sønderjysk vognmand giver ikke organisationen mange rosende ord med på vejen efter mødet i Fredericia i lørdags.

Vognmand Finn Paulsen, Skærbæk, har fået nok af DTL. Han mener, organisationen plejer skatteministerens interesser, og at DTL samtidig er helt ude af fodslag med de mindre medlemer.

Skærbæk-vognmanden synes, det nu er på sin plads, at både de mindre vognmænd og FDL klipper navlestrengen til DTL og beviser, at de kan stå på egne hjul.

Indlægget fra Finn Paulsen kom ind til Lastbil Magasinet så sent i går aftes, at det ikke var muligt at få kommentarer fra andre vognmænd, eller fra DTL og FDL. Det vil ske i løbet af dagen. I første omgang lader vi Finn Paulsen komme til orde med hele sit indlæg.

Er der læsere, som ønsker at give deres mening til kende eller knytte kommentarer til Finn Paulsens synspunkt, hører vi gerne fra dem.

Finn Paulsen har ordet:

»DTL gik Stavads ærinde og misbrugte sin sidste chance. Mødet 16. september i Dronning Magrethe Hallen i Fredericia, blev for mit vedkommende, og sandsynligvis også for mange andre, den største skuffelse DTL har leveret. Alle troede, at nu havde DTL ændret kurs og ville lytte til medlemmernes problemer, men nej. Ikke et eneste signal på bedring siden mødet i Skørping i januar.

Der er ingen handling i DTL, og i Fredericia beviste organisationen igen, at den går de store medlemmers ærinde. Den tale Michael Svane leverede, gav Stavad alle kort på hånden, så hvorfor skulle skatteministeren give afgiftslettelser nu?

Giv os lige vilkår

Det eneste, man fokuserede på, var, at medlemmerne skal sige nej til uøkonomiske transporter og branchens imageproblemer. Jeg tror, at alle efterhånden kender de forhold, men at give os lige vilkår og at få den udenlandske trafik registreret, det blev ikke nævnt. Selv om de danske vognmænd får skylden for alle de ulovligheder, der begås i landet. Jeg ønsker ikke at holde hånden over kolleger, der overtræder loven - og ikke overholder overenskomsten.

Jeg tror, mange medlemmer efter mødet gjorde op med sig selv, om det på disse vilkår kan betale sig at være medlem af DTL. Jeg tror heller ikke, at DTL´s indsats - eller hvad man nu kalder det - kan få de uorganiserede vognmænd til at melde sig ind.

FDL eneste alternativ

Det bliver mere og mere klart efter møderne i Skørping og Fredericia, at FDL er den eneste vognmandsforening, som er på bølgelængde med medlemmerne. FDL varetager ifølge vedtægten altid vognmandens interesser og ikke kørselsrekvirentens. Jeg tror næppe, at nogen er i tvivl om, hvad FDL mener, når de udtaler sig.

De fleste af FDL´s medlemmer er mindre og selvkørende vognmænd. Kontoret i Gråmose er bemandet hver dag af forretningsfører Hans Pedersen og en kontorassistent, så det er nemt at få hjælp. Formand Jens Tidemann skal man ikke tage fejl af. Han har stort branchekendskab og snakker et sprog, som alle forstår.

En klods om benet

I tidens løb har FDL lavet mange gode leverandøraftaler blandt andet med Metax. Desværre har FDL stået i skyggen af DTL de senere år. Det er endt med, at DTL promoverer flere af de forslag, som oprindeligt kommer fra FDL, som deres egne.

Her skal bare nævnes udefradrag for selvkørende vognmænd, en havarikommission, medvirkeansvar og de etiske regler. Uden FDL som vagthund tør jeg ikke tænke på konsekvenserne for de mindre vognmænd.

Har man orden i sine ting, bakker FDL altid medlemmerne op. Jeg mener derfor, at nu er tiden inde til at gøre op med DTL, der i dag fremstår som en klods om benet på de mindre vognmænd.

Se til landbruget

Vognmandsbranchen blev slået sammen til én forening. Bønderne forsøgte det samme, men heldigvis meldte de mindre landbrug fra, da de kunne se, hvad det ville medføre for dem, nemlig vejen væk fra demokrati og virkeligheden.

Jeg synes, at FDL skal tage konsekvensen og melde sig ud af DTL. Det kræver, at FDL ændrer vedtægterne, da man som medlem af FDL automatisk også er med i DTL. Jeg tror, der er mange, som ønsker, at det ændres.

Jeg brænder selv for den ændring, da medlemskabet af DTL ikke fører til noget. Jeg mener, organisationen er bedst til at kæmpe for de store samt de medlemmer, der er delvis speditører. Som DTL er sammensat er arbejdstager- og arbejdsgiverinteresser med i én og samme forening. Er der nogen, som kan forestille sig, at SiD og DA er medlem af samme forening. Ja, jeg spørger bare!« slutter Finn Paulsen sit indlæg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128