Forsidebilen

15. maj 2020 - 01:43

App linkNu på Google Play

Den upraktiske drømmebil

15. maj 2020 - 01:43

Rasmus Haargaard

Det er ikke altid nemt at skulle skille sig af med en bil, man er glad for at køre i. Og da Brian Bauers vognmand begyndte at tale om udskiftning af hans trofaste Scania R500, var chaufføren ikke begejstret for ideen.

 

»For nogle år siden, da Ove sagde, at vi skulle til at finde ny bil, så sagde jeg, at det blev kun, hvis det blev en T-model,« fortæller Brian Bauer.

 

»For mig har det altid været en drømmebil.«

 

”Ove” er Ove Kristiansen, som sammen med hustruen Lena Kristiansen driver Kildebrønde Transport i Haslev. Og vognmanden ville som såmænd gerne imødekomme chaufførerens ønske om lastbilmodel.

 

Der var bare lige et problem. Scania indstillede produktionen af den klassiske T-serie med lang snude i 2005. Og en brugt T-model ville nok lige have for mange år på dåbsattesten til at kunne gøre arbejdet, som primært består i kørsel med skrot.

»De laver den jo ikke mere, og så blev det til, at vi måtte finde en anden løsning. Og det gjorde vi så,« forklarer Brian Bauer.

 

Løsningen blev at bestille en R-model og sende den til Holland, hvor specialisterne fra opbygningsfirmaet Vlastuin har ombygget den flade front til en langsnudet Scania-model – så tæt på original-drømmen, som man kan komme.

 

Ombygning tog tid

 

Bestillingen faldt helt tilbage i december 2017 – med levering godt og vel to år senere. Bilen har således taget sin tid om at blive klar, af forskellige årsager. Fundamentet var en Scania R580 af den gamle Scania-generation, og leveringstiden fra fabrikken var sådan set uproblematisk.

 

Om- og opbygningen har dog taget sin tid, og chauffør Brian Bauer har selv kørt bilen frem og tilbage til Holland, og undervejs var han flere gange på besøg i Holland for at se til, hvordan arbejdet skred frem.

Selve snuden er ikke ny – men den er original. Der er nemlig tale om en brugt T-snude, som det hollandske firma har købt ind og renoveret.

 

»Jeg var der selv, da de sætte snuden på. De laver det så vidt muligt på samme måde, som dengang T-modellerne blev lavet på fabrikken,« siger Brian Bauer.

 

Mere end et halvt år tilbragte bilen i Holland – og selve arbejdet på værkstedet tog 2-3 måneder. De enkelte dele bestilles nemlig undervejs i processen, når opbyggerne får ”åbnet bilen op” – for at være sikker på, at det er de rigtige dele, der bliver købt ind for at kunne udføre det komplicerede samlearbejde at sætte en ny front på bilen.

Færdig i Sakskøbing

Dermed kan opbygningstiden også hurtigt løbe løbsk – og efter hjemkomst til Danmark var flere opbyggere inde over, før valget til sidst faldt på Pouls Bremseservice i Sakskøbing, som har gjort bilen færdig.

 

»Jeg har haft nogle tanker og ønsker, og dem har jeg bare fortalt til Martin og Poul (fra Pouls Bremseservice), og så har de suppleret med nogle forslag, og så er vi kommet til enighed. De er bestemt ikke fantasiløse, og de går meget op i det, de laver,« lyder det fra chaufføren.

 

Ud over snuden er resten af opbygningen også blevet flot og gennemført – bl.a. med skørter, skabe og bagende i rustfrit stål, samt andre fine detaljer på skrotbilen, der også er bygget op med kroghejs og træk til anhænger.

Ligesom de øvrige (cirka) 15 biler hos Kildebrønde Transport består de daglige opgaver i skrotkørsel over hele Sjælland, med enkelte afstikker til Fyn og Jylland. Med en enkelt undtagelse er hele vognparken Scania, og Brian Bauer selv har stort set altid været installeret bag rattet i en Scania. Tidligere var det en R500, en 144 460 og en 143 500 – alle i Kildebrøndes tjeneste.

 

»Jeg har jo rendt i røven af Ove her i firmaet, siden jeg var 17. Så jeg er efterhånden en slags inventar her. Jeg kørte også en del med Ove, før jeg selv fik kørekort,« fortæller han.

Glad for klassikere

Det er bestemt heller ikke fremmed for Kildebrønde Transport at rode med renoveringer og anderledes lastbil-projekter. En hel lade på firmaadressen i Haslev er fyldt til bristepunktet med gamle biler og lastbiler, som vognmanden selv går og bygger på og pusler om. Og ved lejligheder bliver de på skift trukket frem til træf, brudekørsel eller som rekvisitter i forskellige sammenhænge.

 

Firmaet har også tidligere haft T-modeller – bl.a. landets første 4-serie T-model. Brian Bauer var ikke selv chauffør på den, men kørte den indimellem. Og nu er han altså endelig blevet fast pilot på sin drømmebil.

 

»Den er jo fin at køre i, men det er klart, at det ikke er praktisk. Det er ikke derfor, den er købt,« konstaterer Brian Bauer.

»Vi valgte den selvfølgelig, fordi den er mere aerodynamisk, så vi tager hensyn til miljøet på den måde,« tilføjer han med et glimt i øjet.

 

Hans forrige bil var 3-akslet, men med udskiftningen er han gået en aksel op – andet duer efterhånden ikke rigtig med så tung kørsel i det daglige.

 

»Nogen gange er der lidt vægtproblemer, når man kører med en 3-akslet. Fx ved nedrivningsopgaver kører man jo ikke på en brovægt, der læsser de bare op til kanten. Så er det bedre med en 4-akslet.«

 

»Den 3-akslede, jeg havde før, kunne næsten dreje rundt om sig selv. Det er klart, at en langsnudet 4-akslet ikke er lige så praktisk, så der kan være nogle steder, man må give op, hvis der bliver for trangt. Men vi har så valgt at få den leveret som tandembil for at rykke drejepunktet lidt fremad, og så drejer den også på bagakslen. Så indtil videre har jeg ikke haft problemer,« fortæller Brian Bauer.

Originale farver

Bilen kører både med hænger og også en del solo-kørsel.

 

»Der er tit ikke plads til at smide hængeren nogen steder, og man får hurtigt en bøde, for de må efterhånden ikke stilles nogen steder. Så jeg kører en del solo, især inde i byen.«

 

Den flotte lakering er delvis i firmaets originalfarver. Både den dominerende grønne farve, og de røde og kobberfarvede indslag på bilen er firmaets traditionelle farver, om end de er sat sammen i en ny fortolkning på den nye snudebil. Og bilen har vakt masser af opsigt i den første tid på vejen.

 

»Det må man sige, jeg har fået mange henvendelser, og i hundredvis på facebook. Vi plejer at tage til nogle forskellige træf i løbet af året, så til sommer har jeg da tænkt mig at tage den med ud til noget af det og vise den frem,« siger Brian Bauer, som efter et par måneders kørsel er fuldt ud tilfreds med sin nye vogn – praktisk eller ej.

 

»Ja, jeg er helt sikkert meget tilfreds. Det er en drømmebil.«

 

TEKNISKE DATA:

Model: Scania T580

Førerhus: R-sovekabine

Motor: 16 liter, V8

Effekt: 580 hk, 3.000 Nm

Gearkasse: Opticruise

Affjedring: Luft

Bremser: Skivebremser

Lakering/stafferinger: Haslev Autolakering

Opbygning: Pouls Bremseservice, Sakskøbing. Vlastuin Truckopbouw, Holland.

Levering: Scania Danmark

Andet/diverse udstyr: Hyva-kroghejs, VBG MFC-træk

 

 

 

Læst i alt:

2185 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til forsiden

Giv os din kommentar på ovenstående artikel:

Denne artikel er låst. Ønsker du adgang til låste artikler klik her for at købe et abonnement

 

 

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1. sal
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Afstemning

{%binding poll.title%}

{%Binding option.title%} - {%if option.number_of_votes%}{%binding (option.number_of_votes * 100.0 / totalVotes).ToInt%}%{%else%}0%{%endif%}

{%binding totalVotes%} stemmer i alt

Tidligere afstemninger