Forsidebilen

2. august 2021 - 01:45

App linkNu på Google Play

Flot forseriebil til Skævinge

2. august 2021 - 01:45

Rasmus Haargaard

Vognmand Anders Bay ruller ud med landets foreløbig flotteste Volvo FM af den nye generation – en flot og funktionel kranbil med hejs:

 

Vognmand Anders Bay går op i sine biler. De skal være praktiske, velholdte, korrekt specificeret til opgaverne, komfortable for chaufføren – og hvis de også tager sig lidt godt ud, gør det heller ikke noget.

 

Ved det seneste indkøb til vognparken måtte vognmanden dog slippe lidt af kontrollen. Der er nemlig tale om en Volvo FM 500 – og vel at mærke af den helt nye FM-serie, som gik i produktion på Volvo-fabrikken i det tidlige forår 2021. Når en fuldt opbygget kranbil forleden kunne trille ind på vognmandens matrikel i Skævinge, skyldes det, at der er tale om en såkaldt forserie-model.

- Jeg blev kontaktet af Volvo om, at de havde nogle få eksemplarer til tidlig levering og opbygning. Det lød spændende, så det ville jeg gerne, men jeg kunne så heller ikke vælge, hvad der var i den. Vi kendte den basale specifikation på den, men vi vidste ikke, hvad der var af ekstraudstyr i den, så det var sådan lidt ud i det blå, fortæller Anders Bay.

 

I dag er vognmanden dog godt tilfreds med at have takket ja til tilbuddet, som altså lød på en 4-akslet chassisbil med tridem-bagaksel.

 

- Det er fint. Man er jo en prøveklud, når det er en helt ny serie, men mon ikke det går godt, lyder det fra Anders Bay.

FM-chaufføren vinder

Den nye Volvo FM-serie var den største nyhed, da Volvo i foråret 2020 lancerede en række nye lastbilgenerationer. Volvo FM er nu igen ”koblet på” FH-familien og deler den grundlæggende kabinestruktur – mest synligt på forruden, der er rejst op til gavn for udsynet og opbevaringspladsen i førerhuset.

 

- Det er forskelligt, hvor meget chaufførerne har brug for, men de er mange timer i bilen hver dag, så det er jo fint nok, konstaterer vognmanden.

Anders Bay har i alt 10 lastbiler med fast chauffør på hver vogn.

 

- Vi kører alt, sådan set, og jeg har også en del fremmede vognmænd, der hjælper til. Vores egne biler er kun kranbiler.

Vognparken er svensk. Selv går Anders Bay ikke voldsomt op i, om der står Volvo eller Scania på fronten, men ser på det fra gang til gang.

 

- Det handler lidt om priser, hvad bilen skal lave, og hvad chaufføren siger. Det er dem, der skal køre i bilen hver dag, så dem bliver der lyttet til hos os.

 

Pænt og praktisk

 

Opbygningen med bl.a. kran og hejs er lagt i hænderne på Sawos afdeling i Stokkemarke, hvor bilen i al diskretion har været dækket pænt af for nysgerrige blikke under arbejdet. Kranen er en Hiab 352 X-Hipro med flyjib og 6+4 udskud. Opbygningen som helhed er blevet et ganske flot resultat, der passer godt ind i vognparken hos Anders Bay.

- Det skal være pænt og praktisk uden at blive overgejlet. Det er biler, der skal bruges i hverdagen, men det er da også rart at få at vide om biler, der er 5-6 år gamle, at de ser nye ud. Og når jeg nu har nogle folk, der passer på dem, så vil man også gerne putte noget ekstra i dem. Når man har gode chauffører, så vil man bare gerne gøre det lidt bedre, siger Anders Bay.

 

Balancen med at lave en flot bil med mådehold går igen inde i kabinen, hvor der er flotte detaljer og en fin indretning, som In-Truck har stået for – uden at det bimler og bamler med lamper og lir.

- Det er lidt mere end standard, og er pænt og let at holde, så det kan bruges i hverdagen.

 

Bilerne hos Anders Bay skal være klar til at køre lidt af hvert.

 

- Vi kører med alt, men vi har tre biler med flyjib, og de hejser især mange byggematerialer og spær, og kører meget med sugekop på kranen og sætter vinduer i. Men de skal også kunne køre grus og sten, hvis der er brug for det.

Rolig vækst

Opgaverne foregår primært på Sjælland, især i københavnsområdet – med enkelte afstikkere.

 

- Lige nu har vi to biler på vej hjem fra Bornholm, og forleden havde vi en bil i Nordsverige. Men det er trods alt sjældent, fortæller Anders Bay.

 

Kunderne er blandede, mange af dem trofaste siden starten i 1998, hvor Anders Bay etablerede sig som selvstændig vognmand. Siden er vognparken vokset støt og roligt, og den nye FM er altså den 10. bil i firmaet.

 

- Chaufføren på bilen, Kenneth, har været her i 15-16 år, og vi har i det hele taget en stabil flok af chauffører. Indimellem er der jo nogen, der vil ud og prøve noget, men vi gør da selv, hvad vi kan for at holde på vores folk så længe som muligt. De gode chauffører hænger jo ikke på træerne.

Hvor længe en kranbil så får lov at køre i forretningen, afhænger af flere ting.

 

- Tja, når en kranbil er 7-8 år, er den jo normalt ved at være der. Men der er ingen, der ved, hvordan det går, det afhænger også af udviklingen i byggeriet. Den bil, som den nye FM afløser, er fra 2014, og den får lov at køre lidt videre med en anden mand på, forklarer Anders Bay.

 

Klar til fremtiden

 

Vognparken i Skævinge er med en enkelt undtagelse nu kun Euro 6-biler og dermed klar til de nye miljøzoner fra årsskiftet. Den enlige Euro 5’er er til salg, og Anders Bay frygter ikke den grønne omstilling og beklager sig ikke over skærpede miljø-restriktioner for transportbranchen.

- Hvis du vil være med på beatet, er du nødt til at have det nye. Sådan er det bare. Vi har jo vidst i halvandet år, at de nye miljøzoner ville komme, så det burde ikke være noget problem, konstaterer han.

 

Når vognmandens nyeste Volvo FM en dag skal skiftes ud, er det ikke utænkeligt, at drivlinen på afløseren skal være en anden – afhængig af de politiske vinde og krav til den tid. Og Anders Bay hilser de teknologiske nybrud mere end velkommen.

 

- Da vi købte en bil for halvandet år siden, havde jeg faktisk regnet med, at det skulle være en gasbil. Men teknologien var ikke så langt fremme, og du kan ikke tanke nogen steder herhjemme, så det blev ikke til noget. Men det var faktisk meningen.

Der er ikke meget tank-plads på chassiset af en kranbil, så derfor var kun LNG (flydende gas) en mulighed, da en LNG-tank giver længere rækkevidde end CNG (komprimeret gas). Men Danmark er langt bagud vores nabolande på det punkt, så den ambition må indtil videre vente.

 

Tendensen inden for udbud og krav fra offentlige kunder vil utvivlsomt gå mere og mere i retning af alternative drivliner de kommende år. Så derfor er tanken om en elektrisk eller gasdrevet kranbil inden for de kommende par år ikke fjern for Anders Bay.

 

- Jeg kunne godt tænke mig at være prøveklud på sådan en. Det kommer til at gå sindssygt stærkt.

 

TEKNISKE DATA:

 

Model: Volvo FM 8x4 Tridemtag

Førerhus: Globetrotter

Motor: D13K500, 12,8 liter, 6 cyl.

Effekt: 500 hk v/1.530-1.800 o/min, 2.500 Nm v/980-1.270 o/min

Gearkasse: I-Shift, 12 frem/4 bak, ekstra krybegear

Bagtøj: Tandem-bagaksel 23/70T

Udveksling: 3,09

Akselafstand: 4.100 mm

Affjedring: Fuld luft

Dæk: Michelin. Bag: 315/80/R22.5. For 385/65/R22.5

Lakering: BL Lakering, Ringsted

Stafferinger: Multi Text, Ringsted

Plysning og indretning: In-Truck, Padborg

Opbygning: Sawo, Stokkemarke

Levering: Volvo Danmark

Andet/diverse udstyr: ACC, VDS, cyklistkamera, navigation med Volvo Dynafleet, Hiab X-Hipro 352-kran med 6 udskud i hovedarmen, 4 i flyjibben, 25 meter vandret rækkevidde og ca. 30 meter lodret

Læst i alt:

1133 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til forsiden

Giv os din kommentar på ovenstående artikel:

Denne artikel er låst. Ønsker du adgang til låste artikler klik her for at købe et abonnement

 

 

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1. sal
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Afstemning

{%binding poll.title%}

{%Binding option.title%} - {%if option.number_of_votes%}{%binding (option.number_of_votes * 100.0 / totalVotes).ToInt%}%{%else%}0%{%endif%}

{%binding totalVotes%} stemmer i alt

Tidligere afstemninger