23948sdkhjf

Jens slutter af med sin Fiat nummer 10

For en trofast Brande-vognmand har den rette transportløsning altid været italiensk. Nu har han fået leveret den sidste og flotteste af slagsen:

Vognmand Jens Laursen fra Brande har kørt italiensk, siden han købte sin første nye lastbil i 1980. Der var tale om en Fiat 170F35 med V8-motor uden turbo og 350 hestekræfter. Den spandt så godt, at han tre år senere oprustede med endnu en italiener – nemlig en Fiat 170F38 med V8-motor, to turboer og 380 heste under hjelmen.

Jens Laursen har siden holdt ved og har nu kørt Fiat i 41 år. Eller altså… de seneste otte biler har godt nok heddet Iveco, efter at Fiat-logoet på fronten af bilerne midt i 80’erne blev skiftet ud med bogstaverne fra den italiensk-tyske fusionsfabrik. Men drivlinen er stadig fra Fiat Powertrain, og Jens Laursen taler med begejstring om sine første, ægte Fiat-lastbiler, når han bladrer den mentale scrapbog igennem.

- Jeg var ellers Scania-mand, da jeg startede som vognmand. Men så skulle jeg jo selv til at betale bilen, og da en Scania kostede 100.000 mere, så begyndte jeg med at køre Fiat. Siden blev de jo til Iveco, og jeg har bare holdt mig til de biler siden, fortæller Jens Laursen.

Og det selvom vognmanden ikke længere kan handle lokalt. I 1980 hed Fiat-forhandleren Ejner Hessel i Brande, mens han i dag handler sine italienske lastbiler i Herning, hvor Iveco/Thybo Biler har leveret hans nyeste stykke automobil. Og på slutsedlen var der denne gang sat kryds i stort set samtlige felter.

Tredelt køje

Fundamentet på den 3-akslede trækker er Ivecos S-Way-serie udstyret med de maksimale 570 hk, stor sikkerhedspakke, alufælge, lædersæder, intarder og stort set alt i fabriksudstyr til at optimere komforten og køreglæden. Kabinen har desuden fået en fin overhaling af BJ i Padborg, så den er velegnet til både at arbejde og bo i. Jens Laursen har valgt sovekabinen med to køjer – og lidt utraditionelt med den delte underkøje, hvor midterstykket kan vippes op, så køjen i stedet forvandles til et lille sidde-arrangement med plads til to.

- De fleste vil jo ikke have en delt køje, men så har man jo overkøjen til at sove i, hvis det er. For nogle år siden havde jeg mit barnebarn med en tur til Sverige, og så sad vi og spillede kort her om aftenen, forklarer Jens Laursen.

Hjemme hver dag

Det er ellers ikke fordi køjen bliver slidt op med den kørsel, som Jens Laursen har haft de seneste år. Han kører fast for HCS med kartoffelmel fra KMC-fabrikken i Brande til deres eget fjernlager lidt uden for byen. På en dag kan han typisk nå 5-6 ture, og han lander således i sin egen seng hver dag.

- Det er det bedste kørsel, jeg nogensinde har haft. Jeg har aldrig lavet så lille en omsætning, men jeg kører også færre kilometer, så omkostningerne er tilsvarende mindre. Ellers har jeg kørt eksport det meste af mit liv, senest i en del år til Tyskland. Men i dag kan jeg være hjemme på fem minutter, når det er fyraften, siger Jens Laursen.

- Bilen er jo egentlig alt for stor til ikke at skulle bo i den. Men jeg ved bare af erfaring, at indimellem sker der noget, og så har jeg en bil, der kan lave noget andet, hvis det skulle være.

Han er vældig tilfreds med pladsen i den store AS-kabine.

- Det er svært at finde en, der er mere plads i. Du kan selvfølgelig få en model med fladt gulv hos andre mærker, men så er der også et trin mere op – og når jeg skal ud og ind af bilen mange gange på en dag, så er det rart at slippe for det ekstra trin.

Fra Stralis til S-Way

Den nye bil afløser en Stralis 480, og teknologisk er der sket meget med overgangen til S-Way-serien, som i 2019 blev lanceret som afløseren til Stralis.

- Der er sket meget, men jeg er især glad for det nye infotainment-system, hvor man kan have lastbilnavigation, bluetooth til telefonen – og så er der DAB-radio, så nu kan jeg høre P5 hele dagen. Jeg er ellers ikke meget for elektronik, men det dér virker godt, siger Jens Laursen.

Dog savner han sit gamle elektriske rullegardin til frontruden, som Iveco – i lighed med andre mærker – har sløjfet og erstattet med et mere simpelt og stift klapsystem.

- Det gamle kunne man køre ned, efterhånden som solen blev lavere. Det er jeg skuffet over, at de er gået væk fra, og jeg ved ikke hvorfor. Det nye er mere stift og svært at indstille, der er hul i midten, og jeg kan ikke sidde og rode med det ovre i passagersiden, mens jeg kører.

Pænt bygget op

Den udvendige opbygning har været lagt i hænderne på Øgaard i Ejstrupholm, som har sammensat en rigtig pæn afdækket trækker med fuld aludørk, sideskørter, skuffe til opbevaring mm. – og så har bilen alufælge, hvoraf nogle af dem faktisk er overflyttet fra den gamle bil. Det ses dog ikke ved første øjekast, for de er blevet holdt godt ved lige. De flotte rød-hvide farver, som har været Jens Laursens firmafarver på næsten alle biler, står flot i den danske sommersol. Bilen har fået klarlak for at stå skarpt i årene fremover.

Firmanavnet Transport Løsning står lodret på hver side af bilen – og der er tale om et ordspil fra den tid, hvor vognmanden selv boede i Løsning og altså samtidig leverede en… transportløsning. Siden flyttede han tilbage til Brande, men firmanavnet beholdt han.

Igennem alle årene som selvstændig har Jens Laursen selv kørt lastbil – også selvom firmaet et par enkelte gange fik vokseværk.

- Engang var jeg oppe på seks biler, og en anden gang var jeg oppe på to biler. Begge gange var jeg ved at gå fallit. Så jeg er gået tilbage til én bil, og jeg kører det, jeg selv kan klare og så ikke mere.

Nok den sidste

Og bag rattet i en af landets flotteste Iveco er Jens Laursen nu også godt kørende til at klare opgaverne i de kommende år. Der er rullet meget asfalt under hjulene, siden han købte sin første Iveco i 1985. Der var tale om en Iveco 190.33 med 6-cylindret rækkemotor, turbo og 330 hk. I dag er både komfort og ydeevnen på et andet niveau, og Jens Laursens Iveco nr. 8 – og Fiat nr. 10 – er også den af hans lastbiler, der har fået mest gas med opbygning både ude og inde.

- Jeg er 65 år, og de sidste to biler har jeg kørt i syv år. Jeg har tegnet en otteårig servicekontrakt på bilen, og den til den tid er jeg jo 72-73. Det var også derfor, at den fik lidt ekstra denne gang, fordi det er formentlig min sidste bil. Men man ved jo aldrig.

Tekniske data:

Model: Iveco S-Way AS440S57 6x2

Førerhus: AS-sovekabine

Motor: Cursor 13, 12,9 liter, 6-cyl.

Effekt: 570 hk v/1.900 o/min, 2.500 Nm v/1.000 o/min

Gearkasse: HiTronic (ZF), 12 trin

Udveksling: 2,84

Akselafstand: 4.000 mm

Affjedring: Fuld luft

Dæk: 1: Michelin 385/55R22.5. 2 og 3: Goodyear 355/70R22.5 og 275/70R22.5.

Lakering & stafferinger: Simmelkjær Autolak

Plysning og indretning: BJ Autopolstring, Padborg

Opbygning: Øgaard Lastvognsopbyg, Ejstrupholm

Levering: Hans Kristensen, Iveco Herning, og Thybo Biler Herning (klargøring)

Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11