23948sdkhjf

VBG overtager BPW’s forretning for komplette trækstangs-systemer

VBG Truck Equipment, der er en division i VBG Group AB, har indgået aftale om at overtage BPW’s forretning for komplette trækstangssystemer til erhvervskøretøjer. Overtagelsen giver divisionen adgang til en række produkter, der supplerer det nuværende produktudvalg, og som dermed vil styrke VBG Truck Equipments position i Europa.

VBG Truck Equipment har indgået aftalen med BPW Hungária Kft., der er specialist i udvikling og produktion af aksel- og chassiskomponenter til bl.a. påhængsvogne og trailere til landevejstransport samt landbrugsvogne, med henblik på at overtage forretningen for komplette trækstangs-systemer til erhvervskøretøjer.

»I 2015 tilpassede vi vores strategi for de central- og vesteuropæiske markeder til den model, vi allerede anvender med succes i de nordiske lande. Strategien betyder, at VBG i langt højere grad tilbyder komplette tilkoblingssystemer mod tidligere at have satset på enkeltkomponenter. Dette giver store fordele for vores kunder,« siger Anders Erkén, divisionschef for VBG Truck Equipment.

»Imidlertid havde vi et hul i vores produktudvalg for de central- og vesteuropæiske markeder for denne type komplette trækstangs-systemer, men vi har nu sikret os den sidste og meget vigtige brik i puslespillet, så vi kan fuldende vores produktprogram,« fastslår han.

Aftalen om overtagelse blev underskrevet 15. marts. Den omhandler BPW’s igangværende forretning for komplette trækstangs-systemer inkl. produktrettigheder, materielle og immaterielle værdier, herunder patenter samt ECE-godkendelser af produkterne. Det gælder både for justérbare og faste trækstangs-systemer til påhængsvogne og kærrer samt foldbare bagkofanger-systemer og trækkonsoller.

Overtagelsen vil være gennemført inden udgangen af 2019, og købsprisen beløber sig til 2,4 millioner euro.

»BPW Group er allerede lokal importør af VBG’s træktøjer på et antal markeder, og vi har haft et langt og frugtbart samarbejde, som vil fortsætte uændret fremover. Vi har derfor drøftet overtagelsen i nogen tid og er nået frem til en rigtig god løsning for begge parter,« siger Anders Erkén

Også hos BPW er der glæde over aftalen.

»BPW Group er aktiv inden for forskning, udvikling og produktion af komponenter, der sikrer, at enhver påhængsvogn kan køre sikkert og synligt bag en trækkende enhed og samtidig være intelligent og digitalt forbundet til omverdenen,« siger Michael Pfeiffer, adm. direktør i BPW.

»For at kunne strømline og effektivisere vores øvrige produktprogram har vi besluttet at afhænde vores aktiviteter inden for komplette trækstangs-systemer,« tilføjer han.

VBG Truck Equipment er VBG Group’s næststørste division målt på salg og er blandt verdens førende leverandører af tilkoblingssystemer til lastbiler. Det vesteuropæiske marked står for ca. 40 % af divisionens samlede salg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14