23948sdkhjf

Viggo Hansen fejrer 50 år med kraner og hydraulik

Når grundlæggeren af Give Kranservice, Viggo Hansen, inviterer til 50-års jubilæums-reception den 16. november, er det faktisk lidt snyd. For Viggo startede først sin karriere inden for lastbilkraner og hydraulik den 19. november 1969, men han synes, det ville være fjollet at afholde jubilæumsreception på en tirsdag.

Derfor bliver de 50 år i kran- og hydraulikbranchen altså markeret på lørdag kl. 12-16 hos Give Kranservice på Fynsvej i Brande.

Tilbage i ungdomsårene lå det ellers ikke i kortene, at Viggo Hansen skulle få succes med en virksomhed med speciale i store lastbilkraner, opbygninger, hydraulik og smedearbejde. Han blev nemlig uddannet som klejnsmed, men han endte med et job som svejser hos Midtjysk Hydraulik i Pårup mellem Herning og Silkeborg.

Her stiftede han for første gang bekendtskab med hydraulik, og det beseglede hans skæbne. Han havde nemlig ikke kun flair for at svejse, men også for hydraulik, så senere blev han servicemontør og kørte rundt i hele Jylland for bl.a. at servicere og reparere kraner for DSB.

Endnu senere kom han til Boeg-Thomsen, der på et tidspunkt blev importør af de italienske PM-kraner, og her stod Viggo i spidsen for både salg og service af kranerne.

Starter for sig selv

Da virksomheden på et tidspunkt mistede agenturet, kom Viggo i stedet til Ejner Hessel i Brande, som både dengang og nu er en driftig forretning med mange forskellige aktiviteter inden for tungt transportmateriel, herunder også salg og montering af forskellige kranmærker.

Viggo blev værkfører i opbygningsafdelingen, men han havde længe tænkt på at starte for sig selv, så efter små 20 år som lønmodtager hos de forskellige virksomheder i kran- og lastbilbranchen sprang han den 15. januar 1988 ud som herre i eget hus og etablerede Give Kranservice.

»Jeg sagde op hos Hessel på min 40-års fødselsdag og blev freelancer i en kort periode. Derefter startede jeg Give Kranservice på Hjortsvangen i Give. Det gjorde jeg uden at spørge hverken banken eller min kone Mary om lov. Siden har jeg skiftet bank et par gange, men Mary har stået last og brast lige siden, og vi kunne for to år siden fejre guldbryllup sammen,« siger Viggo.

»Det gik faktisk rimelig godt allerede fra starten, og året efter etableringen blev vi autoriseret Palfinger-forhandler.«

Efter nogle år blev lokalerne på Hjortsvangen for trange. Viggo måtte ud og se sig om efter noget større og fik øje på de tomme lokaler, som PNO havde i Brande. Først lejede han dem af Per Ørnstrand, og nogle år senere købte han både bygninger og grund.

31 år med Give Kranservice

Mens Viggo i sin tidlige karriere aldrig var mere end 6-7 år i hvert job, er det altså nu 31 år siden, han etablerede Give Kranservice. Virksomheden har specialiseret sig i salg og service af store Palfinger-kraner men monterer også kraner af andre fabrikater efter kundernes ønsker.

»Transportbranchen er jo meget konjunkturafhængig, så det er både gået op og ned med aktiviteterne. I 2008/-09, da det var værst, måtte vi desværre fyre folk, men vi har altid kunne holde skindet på næsen,« fastslår Viggo.

Give Kranservice har siden etableringen gennemgået en fantastisk udvikling. Viggos to sønner Henrik og Sonny er begge trådt ind i virksomheden for hhv. 27 og 22 år siden, og siden 2007 har ejerskabet været delt ligeligt mellem Viggo, Henrik og Sonny. Henrik arbejder især på service-siden og suser for det meste rundt i servicevognen for at hjælpe kunderne i marken, mens Sonny med titel af direktør bl.a. har ansvaret for driften og salget.

Viggo har i de senere skåret noget ned fra de 50+ ugentlige arbejdstimer, da han løb stærkest, og nu undgår han så vidt muligt at blande sig i driften. I stedet svæver han over vandene fra mandag til torsdag og tager sig især af forefaldende arbejde på værkstedet og kundepleje. Han har kunder så langt væk fra Brande som Sjælland, Norge og Færøerne.

Over 400 kraner og opbygninger

Gennem tiden har Give Kranservice solgt og leveret mere end 400 store Palfinger-kraner og -opbygninger. Virksomheden råder over ca. 3.000 m2 under tag samt 22.000 m2 udendørsareal og beskæftiger 12 medarbejdere.

»Vores aktiviteter fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem salg af service og reservedele på den ene side og salg af kraner og opbygninger på den anden side. Vi råder over Danmarks største reservedelslager til Palfinger-kraner men er også lagerførende til mange andre kranfabrikater,« fortæller Viggo.

Og fremtiden?

Der står 1947 på hans dåbsattest, men hvad er så fremtidsplanerne? Jo, selv om Viggo har rundet 72 år, er han aldrig rigtig blevet pensionist. Han elsker sit arbejde, men han bliver dog bedre og bedre til at tage den med ro.

Nu fokuserer han og Mary mere og mere på at udnytte fritiden, hvor de tidligere har dyrket motorcykel-touring i stor stil og bl.a. har været på en 8500 km lang rundtur til Tyrkiet på deres Honda Goldwing. Nu gælder det især camping og rejser til bl.a. Thailand og Tyrkiet, som har været destinationen mere end 50 gange i de senere år. Og det har hverken Viggo eller Mary planer om at lave om på foreløbig.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11