Blæst om dyretransporter
Justitsministeriet overvejer at ændre reglerne for dyretransporter, så køretøjer indregistreret i udlandet skal følge danske regler, når de kører i Danmark, oplyser flere medier.
Det sker på baggrund af omtalen af, at danske vognmænd omgår danske særregler med forbud om at transportere svin i tre etager.
»Jeg finder det meget beklageligt, at nogle vognmænd overvejer at forsøge at omgå de danske regler i stedet for at være med til at sikre en bedre velfærd for svinene,« siger Lene Espersen.
DTL: Dårligt politisk håndværk
I juli 2002 orienterede justitsministeriet danske vognmænd om, at de ikke længere fik dispensation til at transportere svin i tre etager i over otte timer.
»Danske dyretransportører kører ikke på samme vilkår som deres udenlandske kolleger, der har en permanent tilladelse til forsendelser af grise over otte timer i treetagers biler.
Man kan ikke gradbøje dyrevelfærd efter registreringsnummeret på en lastbil - det er dårligt politisk håndværk og ganske givet helt ude af proportioner med EU-reglerne på området,« mener vicedirektør Morten Lindbo, DTL.