Lastas til Padborg
Lastas A/S åbner nu en afdeling i Padborg. Det ligger fast, efter at koncernen i Hedensted netop har købt 19,5 hektar erhvervsjord af Bov kommune.
Arealet svarer til knap 50 fodboldbaner.
Bov Byråd godkendte salget af erhvervsarealet på sit møde i tirsdags. Kommunen står for byggemodning af arealet, som Lastas kan overtage 1. oktober 2006.
Direkte ved motorvejen
Arealet ligger på vestsiden af motorvejen syd for Tøndervej i Padborg, hvilket er direkte ved afkørsel nr. 75 på motorvej E45.
Lastas' hovedkvarter ligger også direkte ud til motorvej E45 ved Hedensted. I hovedstadsområdet er koncernen i øjeblikket ved at etablere et nyt center direkte ved motorvejen ved Greve.
I det kommende center i Padborg vil Lastas sælge og servicere koncernens mange produkter, blandt andet DAF lastbiler og Kel-Berg trailere, ligesom datterselskabet Thompson Rental, der udlejer lastbiler og trailere, får aktiviteter i Padborg.
Bov Byråd ser frem til, at der i de kommende år vil komme op til 150 arbejdspladser i et forventet meget synligt stort byggeri ved motorvejen i Padborg. Købesummen ønskes ikke oplyst.
[add:9]